Det er ikke tilfældigt at man kæder PTSD og stress med hinanden. Der er biologiske ligheder, som ikke er synlige udefra. Det kommer jeg til.
Jeg vil gerne starte med at klarlægge noget, som jeg ofte hører folk udtrykke om stress, som er en misforståelse: stress er ikke en faktor, stress er en symptomrække. Det betyder, at stress ikke er noget, der kommer pludseligt fra højre og får os til at gå ned. Stress er resultat af omstændigheder, som er årsag til, at vi går ned.
Så hvilke omstændigheder kan forårsage, at vi går ned med stress? Man taler ofte om pres. Når man presser sig selv eller er presset for eksempel på sit arbejde. Hvad gør, at man presser sig selv eller lader sig blive presset?
I terapien beskriver klienterne oftest en situation, der er fastlåst. De føler sig fanget. Klemt mellem at kunne vælge at prioritere sig selv og være tvunget til at vælge f.eks. sit job. Der er en stor variation af overbevisninger, som låser klienterne i denne loop i forhold til at prioritere sig selv. Gængse svar som: ‘Jeg skal jo betale min husleje’, ‘Jeg har endelig en god stilling, som jeg har arbejdet hårdt for at få’, ‘Vi fungerer rigtig godt kollegialt’, ‘Jeg har endelig fået det, som jeg vil have det på arbejde’.
Så konklusionen for mine klienter er, at de enten kan vælge at blive i jobbet og kan henholdsvis betale sin husleje, beholde sin højt eftertragtede stilling og de gode kollegaer og nyde høsten af indsatsen om at få det godt på jobbet eller vælge sig selv og det frirum, som er livsnødvendigt for at kunne slappe af og lade op. Pest eller Kolera.
Det er her ligheden mellem stress og PTSD kommer ind i billedet: det sympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem kører op i en alarmberedskabstilstand. Det gør det naturligt i situationer, der kræver, at man tager hurtige beslutninger og handler. Hele vores biologi arbejder med os; vores sanser bliver skærpet; Vi bliver årvågne, opmærksomme og opfanger de fineste detaljer i vores omgivelser. Alt i os arbejder instinktivt og målrettet på at finde en løsning. Biologisk set handler det om overlevelse.
Det sympatiske nervesystem kører op af forskellige grunde for henholdsvis PTSD og stress, men mekanismen er ens og derfor påvirker den os på samme måde. Hvor det for PTSDs vedkommende handler om hverdags triggere, der reaktiverer de oprindelige traumer hos den ramte, handler det for stress vedkommende om, at den stressramtes system søger en udvej i den fastlåste situation.
Så længe udvejen ikke findes, kører systemet i højt gear. Derfor kommer symptomerne som søvnbesvær, en uendelig grublen fra man står op til man går i seng, også kendt som tankemylder. Det er derfor, man oplever en vedvarede uro og rastløshed. Man kan opleve at man får koldsved og at man fryser.
Det, at være i det høje gear hele tiden, er faktisk, hvad udbrænder og gør, at vi går ned med stress.
Udvejen er, at arbejde med at vende overbevisningen, der fastlåser én i situationen, så den løsner sig og slipper. En sådan overbevisning behøver ikke være usandt, men den er kommet et eller andet sted fra i vores historie og hindrer os i, at vi med ro og fred i sindet kan fordele vores energi og opmærksomhed valgfrit.
Når overbevisningen er vendt, er vi fri til selv at vælge retning. Hvor end overbevisningen stammer fra i vores fortid, hvor fastklemt et greb den end må have om os, kræver det ganske få terapigange at finde den, sortere den ud af vores system og transformere den. Det betyder, at man vil mærke på sin krop, at den endelig slapper af og kan restituere, men man vil også opleve, at der falder ro over éns beslutningstagning og over, hvordan man vælger at prioritere sin tid og sin energi. Man vil opleve, at man fint kan trives og være afslappet på sit arbejde og når man er hjemme, vil man kunne disponere over sin tid i ro og mag med god plads til sig selv. I begge situationer vil man nu mærke overskud, ro og glæde ved det, man beskæftiger sig med. Man vil opleve naturlig klarhed, fokus og nærvær.
